C'est la vie

Ok, er faldet lidt ned. Trækker vejret dybere, skuldre og øjnebryn har nu genfundet deres naturlige pladser igen.
Jeg kan smile og ryste lidt på hovedet, sige nå ja, og er kommet videre.
Min psykolog ville være stolt hvis hun vidste det.
Men har meldt min mobil stjålet hos forsikringen, desværre er/var min selvrisiko lige et par hundrede højere. Så ingen penge, surt. Kan jo så være glad for at jeg har min gamle mobil. Den må nu bruges, til jeg finder penge til en ny eller vinder i Lotto. Hvad der end kommer først.
Ringede så til politiet, bare fordi, ja hvorfor ikke.
Så nu har de fået en anmeldelse, med IMEI-nummeret.
Har fået at vide at de kan sporer telefonen, eller sådan noget med det nummer.
Så lidt håb er der da tilbage. Og hvis det er en eller anden snotunge, ja så håber jeg sg han/hun får sig en forskrækkelse når den lokale sherif banker på.

Noget helt andet er, hvis det er et barn/ung der har taget den. Hvorfor reagere forældrene så ikke på at deres barn kommer hjem med en splinterny mobil. Eller har alle børn og unge så mange penge i dag, at de bare køber en mobil til et par tusinde, bare sådan.

Godt nok har jeg ingen børn, og ingen umiddelbare planer om nogen. Men tror da nok at hvis jeg havde, ja så ville jeg da undre mig lidt og spørge ind til det.
Eller er alle forældre ligeglade, bare ungerne ikke er til besvær ?