Hjemme igen

Så er jeg hjemme igen, selvom jeg sagtens kunne have været blevet.
Det var med langsomme skridt og tungt hjerte, at jeg sagde farvel til den varme luft og den skinnende sol på en græsk ø. Mens jeg vandrede op af en trappe mod flyet, nød jeg den sidste varme brise der kærtegnede mine let brunede arme og ben.
Men hjem skulle vi jo, også selvom en uge går alt alt for hurtigt.
Tog afsted i tirsdags, efter at have købt rejsen om mandagen. Vi (min niece og mig) skulle afsted sammen med min veninde og hendes søn på seks.
Vores rejse var dog uspecificeret, så vi var forbedret på at skulle flytte. Turen ned gik godt, også selvom vi var tidligt oppe den dag.
Da vi kom frem, fik vi at vide hvor jeg og min niece skulle bo. Så ud og få en taxa og videre til de respektive hoteller.
Vi bookede ind på et lille hotel i den anden ende af byen, i forhold til hvor min veninde skulle bo. Her fik vi at vide af ejeren, at vi skulle blive hele ugen. Det var jo en forholdsvis god nyhed.
Vi pakkede badetøjet, tog ud til min venindes hotel og hyggede os resten af dagen sammen med dem ved poolen på deres hotel. Aftensmaden blev indtaget på en lille hyggelig restaurant med udsigt til middelhavet.
Da vi kom tilbage til vores hotel, lige inden himlen åbnede for sluserne og druknede alt. Ja der sad der en seddel i vores dør, vi skulle flytte dagen efter.
Så vi pakkede kuffertene og gik i seng, mens det lynede, tordnede og regnede til den helt store guldmedalje.
Næste dag flyttede vi så til et andet hotel, som var bedre, lå bedre og tættere på min veninde. Her var der heldigvis en pool, så her kom min veninde og hendes søn og besøgte os. Så resten af dagen brugte vi på at snakke, svømme og hygge os ved poolen. Fik endda lært hendes søn lidt svømning, selvom han var/er ganske tilfreds med bare at plaske rundt.
Ind til byen om aftenen, der var kun ca 400 meter. Men de gik dog stejlt nedaf som det kan ses.

Værelset havde en god udsigt ud over byen og bugten, lige nedenfor lå der en olivenlund. Så vi kunne sidde og nyde svalernes luftakrobatik, mens vi spiste morgenmad.

Desværre betød olivenlunden så også at der var FYLDT med myg. Min niece havde ved den sidste tælling da vi tog hjem 126 myggestik over hele kroppen. Selv nægtede jeg at tælle, det ville været blevet deprimerende.

Den ovenfor viste bakke skulle forceres hver gang vi skulle ned til byen. Og de aftener hvor vi ikke tog en taxa hjem. Til sidst gad jeg heller ikke tælle de gange den blev forceret, men indrømmer dog at vi ikke slæbte vand med hjem fra byen. Det orkede vi ikke.

Vi tog en bådtur den ene dag, for at se noget andet end byen. Og med håb om at se delfiner, selvom vi ikke så nogen var turen ikke spildt.

Lørdag havde min veninde fødselsdag. Så vi tog ud til dem, tog en tur til stranden hvor der blev badet og slappet. Dog måtte vandcyklen prøves efter minimandens mening, så det blev den.

Så hjem til deres værelse, hvor jeg måtte lave en snigmanøvre for ikke at komme med i poolen med det samme. Jeg skulle nemlig lægge en lagkage sammen, hvilket var en af vores overraskelser. Så efter en (føltes det) utrolig lang tid, var det tid til at få fødselsdagsbarnet op på værelset igen. Hvilket overhovedet ikke var nemt, men det gik. Tror godt jeg kan sige at hun blev overrasket, og sønnen kunne lide lagkagen. Han spiste nemlig næsten halvdelen af den.

Så skulle hun have de sidste gaver, det var dem fra min niece og mig. Herefter lidt mere svømmeri i poolen, og så var det tid til at finde en restaurant.

Søndag fik vi besked på at vi skulle flytte igen, ikke lige det vi syntes var det fedeste. Især ikke fordi vi skulle hjem om tirsdagen. Så mandag formiddag pakkede vi vores ting og flyttede hotel. Det nye lå 200 meter væk, ned af bakke. Ned af en meget skrå bakke ! Men vi fik vores ting derned, og ind på hotellet.

Så ud til min veninde og nyde den sidste dag sammen med dem.

Tirsdag skulle vi jo så have vores kufferter op af den fo.....de bakke igen. Det fik vi også, mens en lokal stod og rystede på hovedet af os. Det var ren viljestyrke der gjorde det, for at trække kufferter op der vejer ca 17 kilo af en 40 graders vinklet cementvej, ja det gør man syrer til i benene. Men op kom vi.

Så til lufthavnen, hvor vi skulle vente i ca 2 timer for at komme afsted. Her fik vi underholdt de omkring siddende, mens vi legede med venindens søn.

Da vi endelig nåede CPH og havde fået vores bagage, ja der blev min venindes taske stjålet. Så vi tilbragte 2 timer mere end forventet i lufthavnen. Til alt held fandt de tasken, men hendes mobil, pas og de sidste kontanter var væk.

Men lige meget hvad så har det været en god uge, med masser af sol, varme, grin, hygge og slappen ad.

Det kan anbefales, det er godt for sjælen !