Venner...

I går var mit humør ikke det bedste. Faktisk gik jeg både skumlede og græd en del af dagen. Jeg ved de dage kommer fra tid til anden, at selv ikke medicinen kan holde dem helt væk.
Men alligevel kan de være hårde at have med at gøre, da det jeg stadig husker depressionens dybe mørke. Den eneste trøst er at, de ikke er lige så mørke og at det går over igen. Men det er stadig svært at komme igennem.

Jeg snakkede med PK i telefonen, endnu en vane jeg har fået. Vi snakker snart hver aften, nogen gange i en time eller mere. På trods af at vi har set hinanden på skolen.
Hun sagde noget der ramte, og endda fik mig til at smile. Et lille bevis på at jeg er på vej til at få det bedre. Hun sagde: "Ih hvor er du altså negativ", som kun hun kan sige det, med hendes irske accént. Jeg kunne ikke meget andet end smile, især ikke eftersom jeg kender en del af hendes historie.
På trods af hvad hun har været igennem, har hun en fightervilje der siger spar to. Hendes humør og humor varmer på selv de koldeste dage. Jeg tager hatten af for hende.

Det er det samme med KC, hun har også en kampvilje der er utrolig. Selv nu hvor hendes parforhold igen har ramt a rough patch. Der giver hun ikke op, hun ved at det kan gå og tror på det. Det er beundringsværdigt, men til tider frusterende som ven at se på. For alt hvad jeg kan gøre er at støtte, og være der med et trøstende ord og en skulder at læne sig op af.

Men sådan er det vel med venner. Man kan sige hvad man vil, men i sidste ende drejer det sig om bare at være der, og støtte når de har brug for det. Og de gode, ja de gør det samme for dig.