Brev fra socialforvaltningen

Da jeg tog posten ind i dag, lå der et brev fra kommunen.
Det var fra social og sundhedsforvaltningen, som det så fint hedder.
Jeg er nu indkaldt til møde hos min socialrådgiver, noget jeg ikke vidste jeg havde. Har altid holdt mig væk fra de kommunale instanser, undtagen børnehaven og folkeskolen. Men de er jo næsten umulige at undgå.
Ikke fordi jeg har noget i mod kommunen, eller dem der arbejder der. Mere fordi jeg et eller andet sted, ikke helt har forstået hvad jeg skal bruge dem til. Ud over, at betale en pæn del af min hårdt tjente penge, til dem.
Men nu skal jeg altså møde, denne sagnomspundne, socialrådgiver. Hvorfor har jeg endnu ikke helt begrebet. Men kan udfra, det fint skrevede brev, i kommunalsprog, forstås. Udlede at det er fordi jeg, fjollede lille jeg, har været så ærlig at fortælle at jeg er blevet opsagt. Dette pga en længerevarende sygemelding, pga depression. Årsagen kan det være jeg tager op i et andet afsnit af denne blog.

Nu skal jeg evalueres af min læge, om jeg nogen sinde kommer til at gå på arbejde igen. Om jeg skal have pension, eller måske revalideres. Det sidste siger jeg dog ikke nej til, da det betyder at jeg kan tage den uddannelse som jeg ønsker. Men ved jo af andres erfaringe, at revalideringer ikke er noget der sidder på træerne. Ikke dem man selv kan vælge.
Og jeg gider ikke være pædagog. Ikke at der er noget galt med pædagoger, begge mine søstre er faktisk pædagoger. Men det er ikke lige mig, alle de pædagogiske evner i familien er gået til dem.
Til alt held har jeg dog fundet mig en god læge, og hendes vikar er lige så god. Så jeg håber på at kunne få en givtig snak med hende i morgen, hvor jeg skal til mit ugentlige chek. Aldrig har jeg gået så meget til lægen, uden at være syg så man kunne se det. Ikke at jeg lider af lægeskræk, men lige som med banken og kommunen, ja så kommer jeg der så lidt som muligt.

Har dog en aftale i morgen med BST- socialrådgiveren, så håber at hun kan oversætte noget af det for mig. For helt ærligt folkens, i må da indrømme at det er et sprog for sig selv. Og ikke et der skal læses højt eller tales. Ikke med mindre man vil have at folk skal tro man er lettere debil.