At hjælpe

Jeg har som tidligere fortalt en god veninde, som jeg holder af. Hun er et helt igennem godt menneske, der gør utrolig meget for andre.
Jeg skal ærlig indrømme, at hun er et af de få mennesker som jeg kender som er så helt igennem uselvisk.
Desværre bliver det nok udnyttet fra tid til anden, og nogen gange uden dem som gør egentlig tænker over det.
Eller også er jeg naiv, når jeg ikke tror på, at nogen med vilje ville gøre det mod hende.

I går hjalp jeg hende med at hjælpe nogen af hendes venner. Noget jeg gerne gør !
Vi skulle sætte dem af i lufthavnen, og kører deres bil hjem igen. Det er der jo ikke noget i, en ganske simpel tjeneste.
Vi havde to af deres børn med i min venindes bil på vej derind, søde børn heller intet her.
Vi kom til lufthavnen, og kunne næsten med det samme se at de ikke alene kunne klarer deres bagage og børn.
Så min veninde siger: Vi bliver nok nødt til at hjælpe dem. Intet problem for mig.
Det var jo klart at de ikke kunne stå med tre mindre børn, det ene i klapvogn. Samt tre bagagevogne. Godt nok kan småbørnsforældre til tider utrolige ting, men det her var ligesom klart umuligt.
Vi hjalp dem ind til den kø de skulle stå i, no problem.
Her begyndte min veninde så at se lidt stresset ud. Hjemme ventede hendes søn som blev passet af hendes mor, en frisk men lidt ældre kvinde.
Da hun nævner dette og at vi nok bliver nødt til at kører, ser hendes veninde stresset ud.
Hvad gør man ? Ja jeg hev min mobil frem, så min veninde i det mindste kunne konferere med hendes mor.
Vi endte med at stå i kø sammen med hendes veninde, dennes mand og børn i ca 1½ time, indtil de kunne tjekke ind.
Bagefter fik vi noget af drikke inden vi sagde farvel og kørte hjemad.
På vejen hjem fandt min veninde dog ud af, at den bil hun skulle kører ikke havde meget benzin på. Så vi måtte indenom en benzintank, så vi kunne være sikre på at få begge biler med helt hjem
Vel hjemme, noget senere end umiddelbart forventet. Der fortalte min veninde at hun følte at hendes grænse var nået. At det havde været noget mere end hun i første omgang havde regnet med.
Hendes mor kaldte hende tossegod, ikke et udtryk jeg bryder mig om. I dag kan jeg godt lidt fortryde at jeg ikke sagde noget, men ville ikke diskutere det. Mest fordi det er en personlig ting, der gør at jeg ikke bryder mig om udtrykket.
Jeg synes ikke min veninde er tossegod, hun er bare exceptionel god. Naiv er hun heller ikke, absolut ikke.
Men hun er et helt igennem godt og reelt menneske, der som jeg ser det, tror på det gode i andre. Og det selvom hun ved at livet ikke er fair eller let.
Desværre er der, efter min erfaring, ikke mange mennesker af hendes slags.
Men jeg føler mig heldig fordi jeg kender hende, hun har givet mig troen på det gode i andre mennesker tilbage.