Barnedåb / familiedag

Dagen i dag har stået i familiens tegn.

Min fætters lille søn skulle døbes, så vi var alle indbudt til dåben.
Det var egentlig meningen, at han skulle have været døbt i den dåbskjole som hans far, jeg og vores søskende er døbt i. Men den er nu så gammel, at den ikke kunne tåle at blive brugt.

Så min fætters kone har købt en ny, som nu skal bruges i familien. Så lille OB (forbogstaverne) er den første der får hans navn på kjolen. Endnu en tradition. Alle vores andres navne er broderet på den gamle kjole.

Han tog det flot lille Oliver som han kom til at hedde. Ikke et kny under selve dåben, lå bare på fars arm og kiggede. Orglet var han dog ikke så vild med, men jeg er nu heller ikke selv den helt store fan af orgelmusik.

Så gik turen hjem, i deres lille hjem. Høhø lille og lille, det er nok på 200 kvm eller mere. I hvertfald stort nok til, at alle indbudte kunne sidde komfortabelt under frokosten.

Huset var fyldt med voksne, og børn i alle aldre. Det ældste "barn" var min niece på 16 og den yngste var bare et par uger. Så der var liv og glade dage.
Alle hyggede sig, og de små som der alligevel var 3-4 stykker af gik fra arm til arm.
De andre slap nu heller ikke for knus og kram, og en masse smil.

Der blev snakket, og opdateret fætre, kusiner og deres påhæng imellem. Hvad laver du nu, hvor arbejder du. Arbejder du, med hvad. Nå du læser, hvad læser du. Gud hvor ungerne er blevet store. Har du hørt, kan du huske....... osv osv.

Vi er jo vokset op med at se hinanden på regelmæssig basis, og det holder vi ved. Så godt vi kan. Vi er jo vokset til en lille samlet flok på snart 30 mennesker, men holder alligevel ved. Nyder hinandens selskab, og griber enhver chance for at mødes.
Intet arrangement er for småt eller stort.

Personligt må jeg dog indrømme, at det kniber gevaldigt med pladsen når alle kommer. Men selv i mit lille hus, kan der presses flere mennesker ind, end jeg tror brandinspektøren ville blive glad for.

Vel hjemme, kunne jeg ikke lade være med at tænde den bærbare. Var lige nødt til at tjekke omverdenen.

Det er jeg glad for at jeg gjorde. Fik snakket lidt med min veninde, som erklærede at hun var sur og havde en dårlig weekend.
Se jeg kunne jo ikke lade hende slippe, så jeg ringede hende op. Som jeg sagde, hun må hellere skælde på mig end sønnen. Også selv det ikke har noget som helst med mig at gøre, for jeg stiller frivilligt op og lytter gerne.
Det blev til små 20 minutters snak, inden vi sagde godnat og snakkes i morgen.

Det er en af de ting, jeg nægter ikke at have tid til i min hverdag. Det lige at slå på tråden, snakke eller bare lytte til en god ven. Det skal til, det giver mig uendelig meget, at kunne give lidt. Og hellere give end kun at modtage.
Hun har hjulpet mig igennem mange en dårlig dag, at lytte til hende er det mindste jeg kan gøre.

Jeg kan kun håbe at Oliver vokser op, og får mange gode venner. Får et godt og lyst liv, med al den kærlighed han kan ønske sig.
Men kender jeg min familie ret, så vil han få støtte og kærlighed i overflod. Det kunne ses i dag.