En af de gode ting i mit liv.

Nogen gange har man brug for, at komme lidt væk fra det man er i gang med. Nogen gange har man brug for at ens planer går i vasken.

Min dag i dag, var afsat til praktiske gøremål. Den var planlagt, tilrettelagt, velovervejet og meget disiplineret afstukket.

Jeg skulle på sygehuset og taget blodprøver, noget som er obligatorisk som diabetespatient. Dette skulle ske fastende, så der var ingen grund til at stå op før det var nødvendigt.
Dette fik jeg også ordnet, og fik endda benzin på bilen.

Hjemme igen skulle sulten så stilles, inden at blodsukkeret blev for lavt.

Så skulle der ryddes op, gøres rent inden at jeg skulle igang med den bundne forudsætning. Det var planlagt, og alt pegede på at jeg ville nå det hele.

Men nej, der kom en boldt ind fra siden. Men en kanon bold.

Et eller andet fik mig til at ringe til min veninde, selvom jeg vidste at hun egentlig skulle være på arbejde.
Men nej hun var sørme hjemme, da sønnen havde feber og hostede.

Inden lang tid fik jeg tiltusket mig lov til at komme og besøge dem. Til trods for at de ikke havde sovet meget i nat.
Aftalen var at jeg tog med, så lille mand og jeg kunne bage boller til dem. Så det gjorde jeg, og drog frejdigt afsted.

Det er egentlig lang tid siden vi sidst har set hinanden, alt for lang tid. Noget vi begge var enige om. Ikke fordi vi ikke får snakket, næ det kan vi ikke undvære. Så messenger bruges dagligt til at holde kontakt.

Vi tjekker lige ind hos hinanden, får vendt alverdens ting. De store spørgsmål og de små hverdags ting. Får taget temperaturen på hvordan den anden har det, har begge en depression. Har det dog godt begge to, men får vores dårlige dage begge.

Vi snakker om løst og fast, får spurgt til den andens familie. Jeg skal altid lige hører hvordan lille manden har det, for han er sådan en dejlig knægt. Skal hører hvordan hendes mor har det, en fantastisk ældre dame på 81.
Det er faktisk hende (altså moren), som jeg har citeret her på siden.

Vi snakker arbejde og studie, drømmeplanen, alt mellem himmel og jord.
Vi kan få hinanden til at grine gennem tårer.
Faktisk kender vi hinanden så godt, at der ikke skal mange skrevne ord gennem cyberspace, før vi ved hvordan den anden har det.

Dette fantastiske menneske og hendes søn har jeg tilbragt dagen sammen med. Vi har bagt snakket, tullet rundt i huset. Jeg har spillet med lille mand, mens hun slappede af på sofaen.
Der er intet så rart, som at kunne være sammen med en ven. Det bliver ikke dårligere af, at man kan være sammen uden at skulle snakke sammen. Det viser at man slapper af i hinandens selskab.

De sidste 4-5 år i mit liv, har der været mange nedture. Mange kampe der skulle kæmpes, og mange slag der er blevet tabt.
Men der er en ting jeg vil være evigt taknemmelig for, og det er at jeg har mødt min bedste ven.
Det er en af de gode ting i mit liv.